Ranma 1/2 - Afsnit 8 og 9

Denne historie er absolut en af mine favoritter fra seriens tidlige afsnit – lige der hvor jeg synes, serien for alvor finder sin form. Den har alle kendetegnene: en form for kampkunst baseret på noget, der slet ikke er og ikke burde være en kampsport, overdrevne personligheder, hylende morsomme misforståelser, Ranma og Ryoga der skændes som et gammelt ægtepar, og Ranma og Akane der akavet navigerer i deres følelser for hinanden.

Denne gang drejer den bizarre "kampkunst" sig om kunstskøjteløb – hvilket i virkeligheden hurtigt ville ende med, at nogen blødte på isen, for har du overhovedet nogen idé om, hvor skarpe de skøjter er?

Historien begynder med, at Akane ved et uheld efterlader P-chan, sin lille følgesvend, på isen. Mens hun er væk, bliver han "reddet" af Azusa Shiratori – og får straks et nyt navn: Charlotte. Azusa ønsker at tage ham med hjem, men hendes planer bliver næsten forpurret af hendes kunstskøjteløbspartner, Mikado Sanzenin.

Da Ranma efterfølgende kaster en fiskekage efter ham, fordi han forsøger at kysse Akane, eskalerer tingene også mellem Ranma og Mikado. Nu står Ranma og Akane over for Azusa og Mikado – problemet er bare, at mens Akane er ret hjemmevant på isen, bevæger Ranma sig med en vakkelvorn småbarns ynde.

To ting glædede mig særligt ved denne historie: For det første er det, som nævnt, en af mine favoritter fra serien, før min yndlingskarakter bliver introduceret – og der er stadig et stykke tid, før vi ser dem. For det andet er Azusa og Sanzenin stemmelagt af Aoi Yuuki og Mamoru Miyano – to af de sjoveste stemmeskuespillere i Japan lige nu.

På det seneste har vi hørt Yuuki mere i hendes grovere, næsten nisse-agtige stemmeføring – som karakterer som Maomao eller med hendes drengeagtige stemme. Som Azusa skifter hun selvfølgelig til en langt mere feminin tone, meget mere i "Ojousama"-stil, end jeg ville have forventet ud fra de lyse toner. Miyano legemliggør derimod en mangfoldighed af karakterer, men forbliver altid sig selv.

Som Sanzenin er han hylende morsom, idet han ubesværet skifter mellem en glat, charmerende fremtoning og en irriteret, næsten hviskende replikføring.

Jeg vil også fremhæve lyddesignet i kunstskøjteløbsscenerne: Hver karakter har forskellig komfort på skøjter, og sammen med den virkelig hylende morsomme animation af Ranma og Ryoga, der begge akavet famler rundt på den skridsikre isflade, viser det, hvor meget omhu der er lagt i den akustiske implementering af skøjterne. Sanzenin, Azusa og Akane glider hen over isen som erfarne skøjteløbere, akkompagneret af en vedvarende susen.

Ranma, der har øvet sig lidt, men stadig er tydeligt usikker, laver en hakkende lyd, når han glider frem én fod ad gangen. Ryoga derimod – som en fyr, der stoler på råstyrke – tramper og klaprer rundt.

Sanzenin er, på en måde, skåret af samme stof som Kuno – omend som en anden slags trussel. Han er en skamløs kvindebedårer, der ser sig selv som Guds gave til kvinder: smuk, talentfuld og en sand charmetrold. Han kysser enhver pige, han finder sød, idet han antager, at de vil være taknemmelige for hans opmærksomhed. At dømme ud fra hans popularitet blandt sine kvindelige klassekammerater, rammer han ofte plet, men hverken Akane eller Ranma er interesserede i hans tilnærmelser.

Som med Kuno bruger Takahashi komedie til at fremhæve samspillet mellem maskulinitet, femininitet og seksuelt overgreb – for Sanzenins tilbøjelighed til at kysse uden samtykke er, simpelthen, et overgreb.

Akane reagerer med vrede og siger, at hvis Ranma ikke havde kastet den fiskekage efter ham, ville hun have givet ham en ordentlig omgang tæv. Hun er trods alt vant til uønskede tilnærmelser fra mænd og har masser af måder at forsvare sig på.

Ranma derimod er ikke så vant til det. Han er stadig ved at vænne sig til at blive opfattet som kvinde – selvom han begynder at bruge det til sin fordel i visse situationer. Så da Sanzenin braser ind, ved Ranma ikke rigtigt, hvordan han skal vurdere og undvige situationen – og bliver kysset.

Dette er ekstremt ydmygende. Han løber grædende væk, kun for at blive hånet af sin far og Tendo-familien. Der er meget at fortolke i dette – især når man tænker på, at ingen tager det alvorligt, efter det viser sig, at det var en anden dreng, der "tvang" kysset. Sanzenin derimod fortolker Ranmas grædende flugt som generthed, selvom Ranma tydeligt afviser det.

Hvor mange mænd begår overgreb uden overhovedet at indse det, fordi de aldrig korrekt har lært, hvad samtykke betyder? Antagelsen om, at alt er et "ja", fordi de ikke kan forestille sig, at en pige kunne sige "nej" – sådan tænker Sanzenin, mens Azusa for længst har erkendt, at pigerne simpelthen hader ham.

En mindre frustration: Som i historien om rytmisk gymnastik bliver Akane igen skubbet i baggrunden. Hvilket er en skam, for hun var virkelig god!

Jeg ved, at Ryoga og Ranma er hylende morsomme sammen, og synet af Ryoga i hans lille "Charlotte"-halsbånd vil altid få mig til at grine, men Akane fortjente virkelig en sejr her.

Det er en af de få muligheder, hvor hun er stærkere end dem omkring hende – men desværre tages den triumf fra hende igen, fordi det fysiske komikpotentiale i Ryoga og Ranmas klodsethed overskygger muligheden for god, skøjtebaseret action. Det kommer desværre ikke til at ændre sig lige foreløbigt – eller måske nogensinde.

Selvom Akane ikke får chancen for virkelig at brillere, er dette utvivlsomt en af de bedste historier, de tidlige bind af Ranma ½ har at byde på.