Historie om Disketter
Husker du disketter? Nej, vel?
Genkender du overhovedet gem-ikonet i mange programmer som Word? Ja? Nå, det er en diskette, der er afbildet der.
Diskette-ikonet er naturligvis ikke printet som objekter via en 3D-printer; det var rigtige produkter fra dengang. Disketten var et af de første lagringsmedier til data og revolutionerede computerverdenen ved at gøre hulkort forældede. Den blev også kaldt en "floppy disk".
Jeg vil forklare historien om diskettedrevet, og hvordan disketterne cirkulerede.
8 Tommer (20,32 cm): Begyndelsen
De første diskettedrev dukkede op allerede i 1967, men de var kun læsbare og kunne kun indlæse mikroprogramkoder i mikrocomputere; de havde dengang en indledende lagringskapacitet på kun 81 KB. Mikroprogramkoder er firmware og styringer til enhederne.
Disketterne havde en størrelse på 8 tommer (ca. 20 cm), altså en diameter på 20 cm. Det er ret stort. Ingeniøren Alan Shugart opfandt dem. Men det var først omkring 1971, at de ikke kun kunne læses, men også skrives til og formateres.
Dengang i 1971 var computere på størrelse med et skrivebord; enhederne blev placeret under bordet, hvor der var plads til fødderne. Diskettedrevene stod noget bagest på bordet, hvor disketterne blev indsat fra oven. Hvert diskettedrev vejede 6 kilogram, og som sædvanlig var der ofte to diskettedrev, da de første computere fungerede uden harddiske.
Strømforbruget var heller ikke ligefrem lavt. Hver gang data blev læst fra eller skrevet til de 8-tommer disketter, trak de 55 watt strøm.
De blev kaldt Type 1-disketter og havde en lagringsstørrelse på kun 237,25 KB pr. 8-tommer diskette. CP/M var standardoperativsystemet for sådanne mikrocomputere.
5,25 Tommer (13,34 cm): Indtog på hjemmecomputermarkedet
Over tid ændrede størrelsen sig, og disketterne blev mindre og mere håndterbare, så de kunne passe ind i hjemmecomputere. På det tidspunkt blev de første computere til hjemmebrug introduceret, såsom IBM AT-XT, og disketterne blev tilsvarende reduceret til 5,25 tommer (ca. 13 cm), så de ville passe ind i hjemmecomputerens diskettedrev.
Lagringskapaciteterne blev øget og nåede til sidst op på 1,2 MB lagringskapacitet. Det er nok til 50 artikler med 10.000 tegn hver, og en omtrentlig størrelse på 20 KB hver. Billeddata var dengang meget lagringskrævende, og bogforfattere som sci-fi-forfattere arbejdede med WordStar, som var et rent tekstapplikationsprogram uden billeder eller ekstraudstyr.
Man kunne kun redigere tekst, men ikke indsætte billeder. Teksterne flimrede på ravfarvede skærme på de små monitorer dengang, så folk arbejdede komfortabelt med tekstbehandling, regneark eller endda programmering med deres hjemmecomputere.
De var dog mere modtagelige for fingeraftryk på det magnetiske lag, og disketterne kunne komme til at blive krøllet, hvilket ødelagde dataene.
3,5 Tommer (8,89 cm): "Moderne" disketter
Nu har vi det sidste udviklingsstadie, som kun har brug for et magnetisk læse- og skrivehoved på selve disketterne. Disketterne blev yderligere reduceret til 3,5 tommer (8,89 cm), de fik et plastikhus og beskyttelsesdæksler til læsehovedområdet. Dette var nødvendigt, da mange rørte ved det magnetiske lag og som følge heraf gjorde det ubrugeligt. Disketternes magnetiske lag er meget følsomt over for berøring, da enhver berøring kunne oxidere det og efterlade permanente fingeraftryk.
Takket være plastikhuset kan disketterne ikke længere krølles, og innovationerne sikrer således høj datasikkerhed for disketterne. De forenklede skrivebeskyttelsesudhak beskytter dataene mod utilsigtet overskrivning, for når udhakningen trækkes op, aktiveres skrivebeskyttelsen. Så kan drevene kun læse, ikke skrive.
Den er pladsbesparende og handy, så den nemt kan opbevares i plastikbokse til disketter, da de måler lige over 8 cm i diameter. Den blev det primære lagringsmedie omkring 1990'erne.
Drevene blev også mindre og er pladsbesparende anbragt i computerkabinettet, fordi 5,25-tommer disketterne ikke længere blev brugt i midten af 1990'erne. De frigjorte 5,25-tommer drev blev brugt i stedet for CD-drev.
Lagringskapacitet og datasikkerhed
Men disketter tilbyder lav lagringskapacitet og har knap nok plads til mange moderne ting. Kun tekstfiler eller ren tekst-kildekode kunne helt passe på disketterne, men de er ekstremt holdbare. Jeg har stadig disketter, og dataene på dem har overlevet i mere end 40 år.
Dog ældes de også, og sektorerne bliver langsomt ubrugelige, fordi magnetismen påvirkes af eksterne påvirkninger såsom Jordens magnetisme og mobilmaster. Magnetismen på disketter forsvinder langsomt på grund af disse påvirkninger. Dette kan også ses med VHS-bånd, hvor billedet og lyden efter mange årtier bliver forvrænget.
Ofte kan man redde dataene ved at bruge specielle disketkopieringsprogrammer, der kan gentage flere gange eller uendeligt, når læsefejl opstår. Under Linux hedder det f.eks. ddrescue eller med disketkopieringsprogrammer på retro-computeren. Med flere læsninger kunne dataene på gamle disketter stadig være i orden og dermed sikkert overføres til diskimaget. Med lidt uheld forbliver de ubrugelige eller fremstår endda som "uformaterede".
Jeg var i stand til at redde mine minder fra 20-30 år siden, da jeg arbejdede med gamle computere og skrev utallige tekstfiler, BASIC-programmer og kildekoder.
Gamle harddiske
Det ligner for ældgamle harddiske, men de holder meget længere, fordi lagringslaget er tykt nok til at holde dataene sikre. I modsætning til nutidens moderne harddiske har de stadig den magnetiske belægning som disketter, så de har også tilsvarende lav lagringskapacitet som disketter.
Fordi de allerførste harddiske arbejder med MFM-modulation, som blev brugt på samme måde for disketter, før man forsøgte at øge lagringskapaciteten markant med forbedrede frekvensmodulationer og andre magnetiske belægninger.
Min 30 MB harddisk fra 40 år siden fungerer stadig perfekt i dag og kører som på dag ét. Men den er larmende, det er desværre tilfældet med de gamle enheder. Mange retro-computere er udstyret med harddiskemulatorer eller disketteemulatorer, så de fungerer med SD-hukommelseskort, støjen er væk, og retro-computerne forbliver stille.
Omkring midten af 1990'erne var harddiske på omkring 500 megabyte og pc-spil på CD-ROM'er normen. Ja, du læste rigtigt, i megabyte, ikke i gigabyte eller terabyte. Spil havde ofte præ-renderede 3D-scener som videofiler på CD-ROM'er, da 3D-grafikacceleratorer som 3dfx og Nvidia først blev meget kendte omkring slutningen af 1990'erne.
2000'erne: Slutningen på en æra
Omkring årtusindskiftet i 2000 spredte USB-hukommelsesstik sig hurtigt og begyndte langsomt at fortrænge de stadigt mere gammeldags disketter. Produktionen af disketter blev gradvist indstillet. De sidste store producenter som Sony stoppede produktionen af disketter i 2010. Dog bruges disketter stadig i nicheområder som luftfart og i ældre maskinstyringer.
Men USB-stik har ikke den samme datasikkerhed som disketter, fordi de kan gå i stykker, hvis man skriver for meget data til USB-stikket, eller de trækkes ud, og dataene pludselig bliver ulæselige og dermed ubrugelige. Derfor skal man altid klikke på "Sikker fjernelse", før man trækker dem ud.
Det er ikke tilfældet med disketter; de anses for at være meget robuste og holdbare. Selv i nicheområder som luftfart, maskinstyring og militæret bruges de stadig i visse applikationer. Man skal bare ikke fjerne disketterne, mens drevet læser fra eller skriver til dem.
Japan og disketter
I Japan skulle disketter vedlægges ansøgninger, men forpligtelsen blev afskaffet i 2024. Indtil for nylig var der angiveligt omkring 1.900 officielle procedurer, hvor virksomheder skulle indsende supplerende data enten via diskette eller CD-ROM.
Det modsatte tilfælde var sandsynligvis heller ikke usædvanligt. For eksempel skal en bank i Tokyos Meguro-distrikt have opkrævet distriktsadministrationen et månedligt gebyr på 380 €, fordi myndigheden stadig vedholdende leverede data om lønudbetalinger med bud og diskette.
Årsagen til denne fortsatte brug ligger i en kombination af kulturelle og bureaukratiske faktorer. De anses for pålidelige og tilbyder beskyttelse mod hackerangreb, fordi de bruges isoleret fra netværk. Det er et offline medie, der gjorde det attraktivt for følsomme data, da disketterne aldrig var aktive, men skulle indsættes i drevet for at læse dem.
I Japan er der respekt for traditioner, fordi ordsproget "never touch a running system" generelt gælder der. Så mentaliteten "hvis det ikke er i stykker, skal du ikke reparere det." Vedligeholdelse af disketter blev stadigt dyrere på lang sigt, da produktionen af diskettedrev og reservedele for længst var indstillet.
"Krig mod disketter vundet! Disketter er endelig fortid," meddeler landet Japan glædeligt.
Konklusion
I omkring tre år nu har Microsoft Windows 11-operativsystemet ikke længere søgt drev A først efter en ny driver, som traditionelt var reserveret til diskettedrev, men kigger straks på drev C.
Derfor var drevbogstaverne A og B reserveret til diskettedrev, og man starter med C for harddiskene, ikke med A.
Disketter er gammeldags, men udover lav datakapacitet anses de for robuste. For retro-entusiaster føles det så fantastisk at holde disketterne i hænderne og skubbe dem ind i drevene.
Hvis du vil holde en pakke disketter i hænderne, kan du bestille dem her.